Ideen bag

System til oversættelse af dataformater til B&O's eget format

BeoPortal er en service der fungerer som bindeled mellem internettet og Bang & Olufsens digitale produkter. Servicen består i at samle data fra forskellige kilder og få dem lagt på samme form - en form som B&O's produkter forstår og kan gøre brug af.

Formålet

Datakuration forenkler og fremtidssikrer B&O's produkter

Idet der er skabt et bindeled til at ensrette data, er det muligt for B&O at forenkle de enkelte produkter, fordi de ikke behøver at forholde sig til den store og brogede verden af dataformater, men kun til lige præcis den dataform som BeoPortal formidler. Samtidig er systemet fremtidssikret; hvis en datakilde ændrer format eller skal skiftes ud med en anden leverandør, så kan det gøres ved at ændre måden, hvorpå BeoPortal fungerer, i stedet for at skulle opdatere alle produkterne enkeltvist.

Processen

Scrum sikrer rettidige leverancer og stabile kvalitetsservices

I forbindelse med udviklingen af BeoPortal var vi med til at indføre Scrum hos B&O for at understøtte udviklingen af en agil service med en agil udviklingsproces. Samtidigt med indførelsen af Scrum som udviklingsproces blev der også indført decentraliseret udvikling gennem outsourcing af en stor del af programmeringsarbejdet til udviklere i Indien.

Læs mere om Processen

Scrumprocessen viste sit værd da projektet allerede ved version 1 var rettidigt, meget stabilt og krævede uhørt få fejlrettelser. Særligt når udviklingen er resultatet af et samarbejde på tværs af kontinenter, er der brug for en udviklingsproces, som giver sikker kurs. Med BeoPortalprojektet har vi ikke bare vist at det kan lade sig gøre, men også at vi udfører arbejdet med høj kvalitet og præcision.

Resultatet

Fremtidssikring af digitale produkter gennem fjernopdatering

BeoPortal er sat i drift og bruges til flere af B&O's produkter. For Bang & Olufsen er det vigtigt at deres produkter har en lang holdbarhed, både i form af en fysisk god kvalitet og muligheder for opgradering og opdatering af produkterne i deres senere forløb.

Læs mere om Resultatet

Traditionelt set kan det være en omstændig affære at lave en softwareopdatering på et produkt idet kunden skal indlevere produktet til en autoriseret forhandler og dermed undvære det i en periode. Derfor giver det rigtig god mening at placere en service som BeoPortal som produktets forlængede arm og derved have mulighed for med ét slag at opdatere funktionaliteten i alle produkterne, selvom de stadig befinder sig hos kunderne. Dette skyldes særligt at det i dag er mere og mere almindeligt, at de onlinebaserede services enten forsvinder eller ændrer karakter fra den ene dag til den anden.